I starten af 1900-tallet var området som ‘Frederiksberg Skjulte Perler’ sætter fokus på, stort set udbygget. Vejføringen var på plads og vejene navngivet – villaerne og stiftelserne var bygget – og håndværk og industri var i fremgang og blomstring.

Mest markant i området var uden tvivl Arbejderbevægelsens Bryggeri ‘Stjernen’. Bryggeriet bestod fra 1902 til 1966 og var en del af det socialdemokratiske ‘trekløver': partiet, fagbevægelsen og kooperationen. Kooperationen talte desuden bl.a. mejeriet ‘Enigheden’ på Lygten, dagbladet Socialdemokraten (senere Aktuelt og Det Ny Aktuelt) og boligselskabet Arbejdernes Andels Boligforening, som stadig ejer bebyggelsen Stjernen, hvor bryggeriet lå, mellem Fasanvej, Mariendalsvej, Prinsesse Sofies Vej og Kong Georgs Vej. Vi er mange fra min 50’er-generation der stadig bliver helt glade og vemodige ved reklamen:

‘Se, der går Louise – hun er ganske bar!
Jeg vil hel’re, jeg vil hel’re, jeg vil meget, meget hel’re ha’ en Star!’
Eller plakaten med en bartender og en gæst og teksten:
‘En Stjerne – Så Gerne’

Overfor på Nordre Fasanvej lå P. Wulffs Tobaksfabrik, der stadig er synlig i gadebilledet med facade, skorsten og de gamle fabriksvinduer.

Men det er blot to eksempler på større industrier: overalt i kvarteret var der små-industri og håndværksmestre og værksteder. Kik blot ind gennem en port eller en passage på Nordre Fasanvej og du vil stadig kunne se den gamle to-etagers bagbygning med jerntrappen og hejseværket, der vidner om svundne tider. Eller hvilken nysgerrighed skaber ikke navne som: Henriques og Løvengreens Trikotagefabrik, Københavns Dørgreb- og Metalvarefabrik, De Danske Eddikebryggerier eller Engel og Kisbys Bolchefabrik. Alle engang en del af kvarteret.

10393799_531621043632831_6872467253583210893_n

Den villa hvor jeg selv bor, Kong Georgs Vej 10, har såmænd også en historie der er typisk for kvarteret og de forløbne snart halvanden hundrede år:
Bygget i 1880’erne som landsted til grosserer Meinche fjernt fra byens larm og vrimmel, fra 1920’erne ejet af ‘Lyngbach Vine’ med bolig, produktion i baghuset og lager i kælderen.
For endelig i 1969 at blive købt af en flok glade kommunister og navngivet Smedekollektivet. Og smede var de da også, nogen af dem – hærdebrede B&W-arbejdere med mod på verdensrevolutionen. Men tiden går og idag kunne huset såmænd passende hedde rollator-kollektivet eller bourgogne-kollektivet – men navne laver man jo ikke bare sådan om.

Hvis din interesse falder på Frederiksberg som industriområde, kan jeg varmet anbefale en bog med titlen  ‘Frederiksberg som Erhvervssamfund’ af Sven Røgind fra 1969. En knastør, lille sag spækket med tal og fakta. En sand lækkerbidsken for os der voksede op i 60’erne hvor handling og oplysning var i højsædet. Til forskel fra idag hvor holdning og formodning synes at have indtaget hovedrollen.